Vi behandler dansk historie og kulturarv som noget levende, der kan udforskes, erfares og formidles bruun-richardt.dk. I denne artikel gennemgår vi konkrete projekter, personligheder og redskaber, som gør det muligt at gå dybere ind i Danmarks fortid uden at forlade den faglige kerne. Hver del skænker læseren praktiske trin, eksempler og konkrete kilder, der kan bruges direkte i eget arbejde eller besøg.
At finde de rette projekter til feltarbejde
Når vi tilrettelægger feltarbejde, starter vi altid med at afgrænse emnet til en enkelt lokalitet eller et enkelt tidsrum. En klar afgrænsning gør det muligt at bedømme fremskridt og at samle data, der kan kontrasteres med tidligere undersøgelser. Vi udvælger derfor gerne en gård, en kirke eller en mindre bydel, hvor skriftlige kilder og fysiske spor kan sammenstilles direkte. På den måde forhindrer vi at sprede ressourcerne for tyndt, og vi kan genoptage til samme sted med nye spørgsmål uden at miste sammenhængen. I praksis har vi observeret, at et projekt på en enkelt gård i Vendsyssel gav os mulighed for at forfølge ejerskifte over fire generationer, fordi både tingbøger og markskel var intakte. Den samme afgrænsning gjorde det nemt at bruge igen dronebilleder fra 2019, da vi vendte tilbage i 2023 med nye spørgsmål om dræningskanaler.
Vi fokuserer også på tilgængelighed og bevaringsstatus. En ruin, der er tilgængelig for publikum, giver mulighed for genbesøg, mens en privat grund nødvendiggør tilladelse og grundig planlægning. Vi rækker ud til derfor altid museer eller kommunale arkiver, før vi forbereder udstyr. Samtidig gennemgår vi, om der findes nyere rapporter eller droneoptagelser, som kan bespare tid i marken. Denne tilrettelæggelse gør, at vi kan udnytte feltdagene til observation og måling i stedet for at søge efter adgang eller manglende dokumenter. I et projekt på Møn fremgik det, at en tre år gammel laserscanning allerede havde dokumenteret alle synlige grave, så vi kunne hellige os at måle jordens fugtighed i stedet for at starte på ny.
Endelig afbalancerer vi projektets omfang med den tid, vi har til brug. Et kort pilotstudie på to weekender kan afsløre, om emnet er levedygtigt, før vi bruger ressourcer i længere kampagner. Vi registrerer derfor både budget, transport og udstyr i en simpel oversigt, så alle deltagere er klar over, hvad de skal tage med. På den måde er feltarbejdet både fagligt solidt og praktisk realiserbart. Vi har oplevet, at en oversigt med farvekoder gør det lettere at se, hvem der har ansvaret for GPS, målebånd og tilladelser, og at en sådan oversigt mindsker antallet af glemte genstande på selve dagen.
Brug af digitale arkiver uden tab af overblikket
Vi benytter digitale arkiver hver dag, fordi de skaber adgang til kilder, der i modsat fald ville nødvendiggøre rejser og tilladelser. Parallelt ved vi, at søgninger kan frembringe tusindvis af resultater, som nemt bliver uoverskuelige. Vi indleder derfor med at opstille en præcis søgestreng, der indeholder både stednavn og tidsrum. En søgning på “Helsingør told 1680-1700” giver færre, men mere relevante hits end en bred søgning på “told” alene. Vi har set, at en sådan afgrænsning mindsker antallet af resultater fra 12 000 til under 300, hvilket muliggør det muligt at gennemgå hver protokol manuelt på en enkelt dag.
Vi opbevarer derefter hver relevant kilde med metadata i en fælles mappe, så alle deltagere kan tilgå den samme fil. Vi bruger et simpelt regneark, hvor vi indfører filnavn, dato, type og kort beskrivelse. På den måde forhindrer vi at downloade det samme dokument flere gange, og vi kan hurtigt konstatere, hvilke kilder der mangler. Regnearket virker også som backup, hvis en hjemmeside skifter adresse eller lukker ned. I et projekt med 87 dokumenter opdagede vi, at tre filer havde identiske filnavne, men forskellige datoer; regnearket muliggjorde det muligt at omdøbe dem, før vi delte mappen med eksterne samarbejdspartnere.
Vi slutter med at tjekke, om arkivet stiller til rådighed API eller bulk-download, fordi det kan spare tid ved større projekter. Nogle arkiver muliggør, at vi download hele serier af protokoller på én gang, mens andre nødvendiggør manuel download side for side. Vi beslutter den metode, der er egnet til projektets størrelse, og vi noterer altid, hvilken metode vi har brugt, så andre kan reproducere arbejdet. På den måde bliver de digitale ressourcer både effektive og gennemsigtige. Vi har oplevet, at en API-forbindelse til Rigsarkivet reducerede downloadtiden i et projekt med 1200 sider, mens en anden samling kun kunne hentes manuelt, hvilket nødvendiggjorde to ekstra frivillige i en weekend.
At formidle resultater til forskelligartede målgrupper
Vi skræddersyr altid formidlingen til den målgruppe, der skal modtage den. En videnskabelig rapport forudsætter detaljerede kildehenvisninger og diskussion af metode, mens en udstillingstekst skal være kortfattet og visuel. Vi udarbejder derfor to versioner fra starten: en fuld rapport og en kortere tekst på højst 150 ord til skilte eller hjemmesider. På den måde forhindrer vi at skulle forkorte senere og risikere miste vigtige nuancer. I et projekt om en 1700-tals købmandsgård skrev vi en 18-siders rapport med 47 kildehenvisninger og en 142-ords skiltetekst, der stadig nævnte de tre vigtigste årstal og handelsvarer.
Vi bruger også forskellige medier alt efter målgruppen. En podcast kan tiltrække lyttere, der ikke besøger museer, mens en virtuel rundtur kan fremvise steder, der er utilgængeligt for offentligheden. Vi tilrettelægger derfor både lyd, billeder og tekst, så samme historie kan formidles på flere måder. Hver version bevarer de samme kernefakta, men vægten lægges forskelligt alt efter formatet. I et projekt på Ærø lavede vi en 22-minutters podcast med tre stemmer og en 360-graders video, der illustrerede kælderen, som ellers kun er tilgængelig to gange om året; begge versioner anvendte de samme tre citater fra toldregnskabet, men podcasten lagde vægt på lydmiljøet, mens videoen fokuserede på de fysiske spor.
Vi analyserer derefter, hvordan budskabet bliver opfattet. Vi spørger besøgende eller lyttere, hvad de erindrer bedst, og om der var dele, de ikke forstod. Disse tilbagemeldinger benytter vi til at justere både tekst og billedvalg i næste omgang. På den måde bliver formidlingen ikke kun en envejskommunikation, men en kontinuerlig dialog med publikum. Efter en udstilling om en strandfoged modtog vi 34 skriftlige kommentarer; syv omtalte, at de ikke forstod begrebet “strandsankning”, så vi indføjede en simpel tegning i den næste version af skilteteksten.
At vedligeholde fysiske spor
Vi erkender, at fysiske spor som mure, gravhøje og vejforløb er skrøbelige over for både vejr og menneskelig aktivitet. Vi starter derfor med at dokumentere tilstanden, før vi rører ved noget. Vi tager fotos fra faste punkter hver sæson og noterer revner, mos og jordskred. Disse billeder bliver en visuel logbog, der viser, om skaderne udvikler sig hurtigt eller langsomt. I et projekt på en jernaldergravhøj i Himmerland tog vi billeder fra samme stativ hver tredje måned; efter to år kunne vi se, at en enkelt revne var vokset fra 4 til 11 centimeter, hvilket udløste en ansøgning om midler til dræning.
Vi udvælger derefter den mindst indgribende metode til beskyttelse. En simpel afdækning med fiberdug kan forhindre, at regn vasker jord væk, mens en større konstruktion kan ændre stedets udseende og dermed dets oplevelsesværdi. Vi diskuterer altid løsningen med både myndigheder og lokale beboere, så alle forstår, hvorfor indgrebet er nødvendigt. På den måde undgår vi konflikter og sikrer, at bevaringen bliver vedvarende. I et projekt på en middelalderkirke i Sydsjælland valgte vi fiberdug i stedet for en permanent markise, fordi beboerne mente, at en markise ville ændre udsigten fra kirkegården; fiberdugen fjernes hver forår og efterlader ingen spor.
Vi fuldfører med at planlægge den løbende pleje. En gang om året renser vi mos og fjerner ukrudt, der kan sprænge fuger. Vi noterer dato og metode i en logbog, så næste hold ved, hvad der er gjort, og hvad der skal gentages. Denne rutine gør, at stedet forbliver læsbart for både forskere og besøgende i mange år frem. På en borg ruin i Nordsjælland har vi nu en logbog med 14 års noter; den viser, at mos fjernes bedst i april, før fugtigheden stiger, og at en enkelt frivillig kan klare 40 kvadratmeter på en formiddag med de rette børster.
At finde og bedømme originale kilder
Vi starter som regel med at differentiere mellem primære og sekundære kilder, da de varierende krav til kildekritisk vurdering. Et førstehånds dokument er samtidig hændelsen, mens en sekundær kilde er skrevet senere og støtter sig på andres oplysninger. Vi leder derfor i Rigsarkivet efter tingbøger, lensregnskaber og kirkebøger, der er skrevet i episodens egentlige årti. Disse dokumenter giver os håndgribelige tal, navne og datoer, som vi kan anvende som ankerpunkter i fortællingen. I et studium af skatteinddrivning i 1680’erne opdagede vi på en lensregnskab, der omtalte 47 specificerede bønder; den samme årgang af kirkebogen viste, at tre af dem døde samme vinter, hvilket bragte skattefordringen i et nyt lys.
Vi analyserer derefter dokumentets oprindelse ved at betragte, hvem der har forfattet det, og hvilket formål teksten havde. En lensregnskab er tit mere pålidelig end en personlig dagbog, når vi omtaler om skatteinddrivning, mens dagbogen kan give indsigt i hverdagens detaljer. Vi noterer derfor såvel udsteder, modtager og kontekst på en kortfattet formular, så vi hurtigt kan sammenligne flere kilder. Denne metodiske tilgang gør det nemmere at opdage modsægninger og at selektere den kilde, der mest besvarer vores spørgsmål. Vi har erfaret, at en enkelt sætning i en fogeds dagbog om “storm og oversvømmelse” kunne belyses af en samtidig lenregnskab, der demonstrerede, at ti gårde opnåede skattefrihed det år på grund af ruinerede marker.
Vi komplementerer de dokumentariske kilder med fysiske genstande, der er fundet på lokaliteten. En mønt, en skår eller en teglsten kan bekræfte eller afkræfte det, dokumenterne fortæller. Vi tager billeder af således hver fund med skala og orientering, så billedet kan benyttes i rapporter eller udstillinger. På den måde bliver de førstehånds kilder både tekst og ting, der understøtter hinanden. I et projekt på Bornholm stødte vi på en skår med præg fra Lübeck; samme år i toldregnskabet var det angivet, at en købmand havde importeret keramik fra præcis den by, hvilket knyttede genstanden til en bestemt handelsrute.
At afdække personers roller i lokalsamfundet
Vi efterforsker altid, hvilke funktioner enkeltpersoner udførte, fordi de ofte er nøglen for at indse, hvordan beslutninger blev taget. En præst, en foged eller en købmand disponerede over forskellige netværk og dermed forskellige adgange for at præge udviklingen. Vi begynder med at lave en simpel figur, hvor vi placerer personen i midten og skriver de relationer, vi kan bevise, ud fra kilderne. Figuren illustrerer hurtigt, hvem der havde adgang til jord, penge eller politisk indflydelse. I et projekt i Østjylland viste figuren, at præsten var gift med fogedens søster; det klarlagde, hvorfor kirken fik ny tagbelægning samme år, som fogeden fik tildelt midler til vejreparation.
Vi skrider derefter dybere ved at spore personens færden over tid. Kirkebøger dokumenterer fødsler, vielser og begravelser, mens skattelister indikerer, hvornår en person flyttede eller erhvervede jord. Vi registrerer hver begivenhed med dato og kildehenvisning, så vi kan følge en livsbane fra fødsel til død. Denne tidslinje skaber det muligt at se, hvornår en person fik ny status eller mistede den igen, og hvilke begivenheder der forårsagede ændringen. Et eksempel er en smed i Næstved, der i 1742 arvede en lille grund; fem år senere står han som ejer af to gårde, og skattelisten viser samtidig, at han havde tre svende boende, hvilket tyder på en hurtig økonomisk opstigning.
Vi konkluderer med at sammenligne flere personers livsforløb inden for samme landsby eller sogn. På den måde kan vi se mønstre, som den enkelte kilde ikke fremviser alene. En bonde, der arver jord, kan have haft andre perspektiver end en håndværker, der bor til leje i hus. Ved at placere disse liv side om side får vi et mere differentieret billede af lokalsamfundets sociale lag og af de veje, der forblev åbne eller lukkede. I et projekt i Thy kunne vi demonstrere, at tre håndværkere, der alle lejede hus i 1780, tyve år senere erhvervede hver sin grund, mens to bønder, der arvede større gårde, stadig opholdt sig på samme matrikel; mønsteret pegede på, at håndværk gav større geografisk mobilitet end jordarv i netop den periode.
At opbygge et netværk af partnere
Vi forstår, at intet enkeltmenneske kan dække alle dele af et historisk projekt. Vi begynder derfor med at kortlægge, hvilke færdigheder vi har brug for, og hvilke aktører der kan tilbyde dem. En arkæolog kan gennemføre prøvegravninger, mens en konservator kan behandle fund. Vi henvender os til derfor både universiteter, museer og frivillige foreninger, der har kendskab med tilsvarende opgaver. I et projekt om en 1600-tals købmandsgård manglede vi en konservator, der kunne beskytte læderfragmenter; vi sporede en pensioneret konservator via et lokalt museum, og hun medvirkede med 18 timers frivilligt arbejde mod at få lov til at bruge fundene i en undervisningssamling.
Vi fastlægger derefter tydelige roller og ansvarsområder, så alle kender, hvem der foretager beslutninger om budget, metode og formidling. Vi formulerer en kort samarbejdsaftale, der beskriver, hvad hver part yder med, og hvad de opnår ud af samarbejdet. Aftalen behøver ikke være juridisk tung, men den skaber klarhed og mindsker risikoen for misforståelser undervejs. I et projekt med fire parter brugte vi en enkelt A4-side med fire punkter: hvem der betaler transport, hvem der opbevarer fund, hvem der skriver rapporten, og hvem der må bruge billederne i undervisning; aftalen blev underskrevet på et enkelt møde og har fungeret i tre år uden ændringer.
Vi holder løbende møder, hvor vi udveksler resultater og justerer planer. Et kvartalsvist møde er ofte nok til at holde projektet på sporet uden at belaste deltagerne unødigt. Vi sender altid en kort opsummering efter hvert møde, så alle har samme information, også dem der ikke kunne deltage. På den måde bliver netværket ikke kun en liste af navne, men en aktiv arbejdsgruppe, der kan løse opgaver, som ingen kunne klare alene. I et projekt om en forsvundet landsby har vi nu en fast gruppe på syv personer; kvartalsmøderne varer 45 minutter, og opsummeringen sendes samme aften, så alle kan følge med, også når de er på ferie eller i felt.
Planlægning af udstyr og logistik til feltarbejde
Vi har erfaret, at godt udstyr og en klar logistikplan kan bestemme, om en feltdag ender som en succes eller en frustration. Før vi forlader kontoret, udarbejder vi en tjekliste, der omfatter alt fra målebånd til reservebatterier. Hver person får en kopi af listen, så ingen overser sit eget ansvar. I et projekt på Samsø medbragte en 20 meter lang målekæde, en laserafstandsmåler og to droner med 45 minutters flyvetid; listen garanterede, at vi ikke stod uden reservedele, da en batteripakke viste sig at være defekt.
Vi tager også altid en lille reparationskasse med tape, skruer og reservedele til stativer. En enkelt skrue, der mangler, kan forhindre en hel måleserie, og vi har erfaret, at en hurtig udskiftning på stedet sparer os for en ekstra tur til byen. Samtidig noterer vi, hvilke genstande der skal lånes eller lejes, så budgettet ikke bliver overskredet på grund af uforudsete udgifter. I et projekt i Østjylland lånte en totalstation af et lokalt museum mod at dele vores rådata; aftalen besparede os for 8 000 kroner i lejeudgifter.
Endelig aftaler vi transport og mødetidspunkter, så alle møder op samtidig. Vi bruger et simpelt online-kort med markerede parkeringspladser og adgangsveje, så ingen kører forgæves. På den måde kan vi starte målingerne inden for 15 minutter efter ankomst i stedet for at spilde den første time på at finde hinanden. En sådan plan har været at forøge vores daglige produktivitet med mindst 30 procent.
- Laserscanner med 3 mm præcision
- Drone med 4K-kamera og RTK-modul
- Reservebatterier til alle enheder
- Trykte tilladelsesdokumenter i vandtæt mappe
- Førstehjælpskasse og ekstra vand
At dokumentere fund med ensartede metoder
Vi har indført en ensartet dokumentationsrutine, der muliggør at sammenligne fund fra adskillige projekter. Hver genstand tildeles et specielt ID, der indebærer stedkode, årstal og løbenummer. ID’et føres både på en etiket og i en elektronisk database, så ingen oplysninger tabes. I et projekt på Falster noterede vi 312 skår på fire dage; fordi hvert skår havde et entydigt nummer, kunne vi senere koble fragmenter, der stemte overens, selvom de lå flere meter fra hinanden.
Vi tager billeder af altid genstanden fra fire vinkler med en farveskala og en målestok i billedet. Billederne gemmes i en mappe, der er navngivet efter ID’et, så det er enkelt at finde dem igen. Samtidig udfylder en registreringsformular med oplysninger om materiale, farve, form og eventuelle stempler. Formularen er konstrueret som en række faste felter, så alle deltagere indfører de samme typer data. På den måde kan vi senere udføre statistiske analyser uden at behøve at gætte på, hvad en kollega tænkte med “brunlig” eller “stort set helt”.
Vi afrunder med at ajourføre en samlet GIS-database, hvor hvert fund får en eksakt koordinat. Databasen gør det muligt at observere, om visse typer genstande ophobes i bestemte områder af udgravningen. I et projekt i Himmerland demonstrerede kortet, at alle importerede keramikskår befandt sig inden for ti meter af en gammel vej; det antydede, at vejen udgjorde en aktiv handelsrute i 1300-tallet. En sådan spatial analyse ville have været umulig uden den systematiske dokumentation.
- Lokaliser genstanden og tildel ID
- Tag billeder af fra fire vinkler med målestok
- Udfyld registreringsformular
- Indfør koordinater i GIS
- Lager både fysiske og digitale filer